3 gode råd: Hjælp dit barn godt på vej i det digitale liv
For rigtig mange børn og unge fylder det digitale liv en stor del af hverdagen. Vores børn indgår i fællesskaber i chatgrupper, på sociale medier og i spil, og relationer skabes og dyrkes online.
Alligevel oplever kun halvdelen af eleverne i 7. klasse, at deres forældre interesserer sig for deres digitale liv. Det viser en undersøgelse fra Medierådet og Børns Vilkår.
Når vores børn oplever, at vi interesserer os for deres liv – også det digitale – så har de nemmere ved at komme til os som forældre. Og det bliver nemmere for dem at bede om hjælp, hvis de oplever noget ubehageligt på nettet.
Her får du tre gode råd, der kan øge sandsynligheden for, at dit barn har lyst til at dele sit digitale liv med dig:
1. Vær nysgerrig
Spørg ind til dit barns digitale liv med nysgerrighed og interesse – og gerne ofte, så det bliver en naturlig del af hverdagssnakken på lige fod med andre ting, der foregår i barnets liv.
Når du spørger åbent og nysgerrigt, kan du blive klogere på, hvad dit barn får ud af at være en del af online fællesskaber, hvad der interesserer dit barn lige nu osv.
Hvordan er det lige, at TikTok fungerer? Og hvorfor er det lige, at Fortnite er så fedt et spil?
2. Anerkend behovet for at være en del af fællesskabet online
For vores børn kan online fællesskaber føles lige så vigtige og være lige så virkelige som fællesskaber i det fysiske rum. Og det kan føles lige så slemt at gå glip af noget online som at gå glip af et arrangement med vennerne.
Derfor er det vigtigt, at vi anerkender deres behov for at være en del af fællesskabet – også online.
Men ligesom vi kan bestemme, hvornår vores børn skal komme hjem om aftenen – eller hvor de må færdes i byen – kan vi selvfølgelig også lave regler for deres færden på nettet.
Det er altid en god ide at tale med sit barn om reglerne og at se på aldersanbefalinger for spil og sociale medier.
3. Gør det trygt at komme til dig
Som forældre er det nemt at komme til at løfte pegefingre eller stramme reglerne, hvis vores børn fortæller, at de er havnet i en dum situation på nettet. For eksempel på et socialt medie.
Men hvis dit barn oplever din reaktion som en straf, er der risiko for, at barnet næste gang undlader at fortælle om en svær situation.
Både børn og teenagere har brug for hjælp fra voksne og et trygt rum, hvor de kan tale om det, der er svært – også i det digitale liv.
Få flere gode råd
Under hvert af de fem temaer får du gode råd til, hvordan du kan hjælpe, guide og tale med dit barn om forskellige digitale problemstillinger.