Tema: Snak med dit barn om sikkerhed, privatliv og billeddeling online
Dit barn har muligvis helt styr på de tekniske muligheder på nettet. Men formentlig har hverken barnet eller teenageren helt styr på sikkerhed og på at beskytte sig selv og sit privatliv.
Derfor bør du hjælpe dit barn på vej.
Der findes desværre flere eksempler på, at børn og unge bliver snydt på nettet, bliver udsat for grooming eller ender med at gøre noget, der får konsekvenser for deres eget eller andres privatliv.
Derfor kan det være en god idé at tale med dit barn om forskellen på åbne og lukkede profiler, og hvordan dit barn skal forholde sig til fremmede på nettet. Hvis I ikke allerede kender reglerne for billeddeling på nettet, er det også oplagt at sætte jer ind i sammen.
1. Opret profiler sammen
Skal dit barn åbne en profil på et socialt medie eller i et spil, start da med at undersøge, hvilke mulige privatlivsindstillinger der findes for den nye profil, og opret gerne profilen sammen med dit barn.
Børns digitale profiler bør som udgangspunkt være lukkede, så det kun er barnets venner, der kan følge med.
2. Tal om privatliv på nettet
Mens I opretter profilen, kan I oplagt tale om, hvorfor det er vigtigt at passe på sit privatliv på nettet.
Snak med dit barn om, at vi på nettet har svært ved at vide, hvem der læser med, og at ens oplysninger hurtigt kan spredes, når først man har delt dem.
Spørgsmål, du kan stille
- Er dine øvrige profiler på sociale medier og i spil åbne eller lukkede? Hvorfor? Skal vi ændre nogle indstillinger sammen?
- Tænker du nogensinde over, hvem der egentlig kan se med på de ting, du deler? Har du fx overvejet, hvor meget alle dine følgere ville fylde, hvis man stillede dem alle sammen op nede i skolegården?
3. Tal om normerne
Snak med dit barn om de uskrevne regler i spil og på sociale medier.
Tal om, hvad man kan gøre, hvis nogen gør noget ubehageligt derinde. Snak fx med barnet om, at det er okay at blokere fremmede eller anmelde andre, hvis de opfører sig grænseoverskridende.
Sig også til dit barn, at det altid må komme til dig, hvis det oplever noget ubehageligt.
4. Tal om, hvad man ikke må dele
Mellem 12 og 18 % af børn i 6. klasse har desværre prøvet at modtage noget på nettet, som gjorde dem kede af det. Det viser Børnesundhedsprofilen 2021.
Lær derfor dit barn, at det er ulovligt at dele billeder, der kan virke stødende eller krænkende – det gælder fx nøgenbilleder. Lær også dit barn, at man altid skal spørge om lov, før man deler billeder af andre.
Og fortæl barnet, at det aldrig skal dele sine kodeord med andre end dig, fordi de kan blive misbrugt. Netop kodeord bliver desværre ofte delt blandt børn og unge, og det er en dårlig vane.
I værste fald risikerer børnene at blive ofre for svindel – fx ved at svindleren overtager barnets profil.
Spørgsmål, du kan stille
- Spørger du dine venner om lov, når du deler billeder eller videoer af dem?
- Hvorfor/hvorfor ikke?
- Er der nogle situationer, hvor det er særligt vigtigt at spørge, inden man deler?
- Hvad synes du om, hvis jeg deler billeder eller videoer af dig på mine sociale medier?
- Er der nogle billeder, jeg ikke må dele? Synes du, jeg husker at spørge om lov?
- Kender du lovgivningen om billeddeling? (hvis ikke kan I se video i link nedenfor)
- Skriver du nogensinde med fremmede på nettet? Hvordan sikrer du dig, at det ikke er en falsk profil?
Gode råd om sikre kodeord
Vis alle
1. Gør det svært for hackeren
Der er ingen grund til at gøre det nemt for hackere. Undgå derfor at bruge logiske talrækker som 12345 og genbrug ikke dine kodeord.
Det er også en dårlig idé at bruge informationer, som er offentligt tilgængelige om dig selv, fx navnet på familiens hund eller dit efternavn.
2. Længde frem for alt
Undgå korte kodeord. Jo længere et kodeord er, des stærkere er det.
Brug også gerne forskellige tegn, både bogstaver, tal og specialtegn – men længden på kodeordet er trods alt vigtigst.
3. Få hjælp til at huske kodeordene
Brug en kodehusker (også kaldet password manager) eller lav selv huskeregler for dine kodeord.
Du kan fx bruge såkaldt leetspeak, som er en form for gamersprog, hvor man blander tal, tegn og bogstaver. Inspireret af leetspeak kan ordet kodeord se sådan ud: K()d3or6.
Du kan også bruge familiens navne som huskeregel, blot de ikke indgår i selve kodeordet. Hvis lillesøster hedder Oda, kan dit kodeord fx være Oldemordanseraltid.
4. Skift dit kodeord, hvis du er blevet hacket
Selvom du bruger sikre kodeord, er der desværre altid en risiko. Men skulle du være så uheldig at blive hacket, bør du skifte dit kodeord med det samme.
Se optagelse af temaaften om sikkerhed online
I efteråret 2022 holdt vi en temaaften om gaming og online sikkerhed. Temaaftenen bestod af oplæg fra eksperter i børn og unges digitale liv. Oplægget om sikkerhed online starter efter 31 minutter i videoen herunder.